Ændrede vilkår - brugerregistrering

§ 2 - Ejendomsret

  1. De leasede genstande er leasinggiverens ejendom. Leasingtager er uberettiget til at sælge, pantsætte eller på anden måde råde retligt over det leasede.
  2. Typebetegnelser, fabrikationsnumre og lignende, der tjener til identifikation af de leasede genstande, må ikke fjernes.
  3. Leasinggiver kan forlange, at leasingtager for egen regning lader sin revisor udarbejde og til leasinggiveren fremsende rapport om tilstedeværelsen af det leasede udstyr, ligesom leasinggiveren kan lade udstyret forsyne med mærke eller andre kendetegn, der angiver leasinggiverens ejendomsret til udstyret.
  4. Leasinggivers ejendomsret omfatter tillige genstande, der indføjes i eller erstatter dele af det leasede.
  5. Leasinggiver har til enhver tid ret til at besigtige de leasede genstande.

 

§ 2 a - Registreringsforhold

  1. Ved registrering af det leasede køretøj i Motorregistret angives leasinggiver som ejer og leasingtager som primær bruger.
  2. Hvis køretøjet er forbeholdt en specifik ansat hos leasingtager som firmabil (beskatning af fri bil), registreres den ansatte som sekundær bruger. Leasingtager skal sørge for, at den ansatte underskriver en af leasinggiver udarbejdet fuldmagt til brug for indregistreringen i Motorregistret.
  3. Leasingtager skal straks give skriftlig besked til leasinggiver, hvis brugerforholdene for køretøjet ændrer sig, herunder hvis ansættelsesforholdet for en ansat ophører eller den ansatte på andet grundlag ikke har køretøjet varigt til rådighed længere.
  4. Hvis en ændring i registreringsforholdene, jf. nr. 3, er nødvendig, skal leasingtager indhente en tilsvarende fuldmagt som nævnt i nr. 2, for eventuelle nye ansatte som skal registreres som sekundær bruger.
  5. For hver ekspedition efter nr. 3 og 4, betaler leasingtager gebyr i henhold til leasinggivers gebyrliste.
  6. Leasingtager er ansvarlig for, at brugerregistreringsforholdene til enhver tid er korrekte.

[…]

 

§ 14 - Misligholdelse

Leasinggiver kan uden varsel hæve leasingaftalen og kræve erstatning for sit tab, herunder udgifter som leasinggiver måtte have afholdt, såfremt leasingtager væsentligt misligholder sine forpligtelser ifølge leasingaftalen, herunder at:

  1. Leasingtager undlader at betale forfaldne leasingydelser eller andre skyldige beløb senest otte dage efter forfaldstid;
  2. Leasingtager går konkurs, og boet ikke inden otte dage efter at have modtaget opfordring indtræder i leasingaftalen og stiller fornøden sikkerhed;
  3. Leasingtager iværksætter en ikke-anmeldt betalingsstandsning eller bliver taget under rekonstruktionsbehandling. Medmindre der med rekonstruktørens samtykke rettidigt er afgivet erklæring om videreførelse af leasingaftalen efter konkurslovens regler;
  4. Leasingtager misligholder anden leasing-, låne- eller serviceaftale med leasinggiver eller et med leasinggiver koncernforbundet selskab;
  5. Køretøjet anvendes i strid med gældende regler med det resultat, at køretøjet bliver beslaglagt eller konfiskeret (herunder i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel). Dette gælder også i tilfælde, hvor Leasingtager har overladt brugen af køretøjet til en anden person, uanset at leasingtager ikke vidste eller burde vide, at der ville blive kørt vanvidskørsel i køretøjet;
  6. Leasingtager forsømmer at vedligeholde de leasede genstande eller undlader behørig reparation af disse;
  7. Leasingtager nægter leasinggiver adgang til at besigtige de leasede genstande;
  8. Leasingtager i strid med § 3, pkt. 2, fjerner de leasede genstande fra sit forretningssted;
  9. Leasingtager i strid med § 3 pkt. 3, overlader brugen helt eller delvist til en anden;
  10. Leasingtager anvender de leasede genstande i strid med de love, forskrifter og instruktioner, der gælder for sådan brug, eller undlader at indhente de fornødne offentlige tilladelser;
  11. Leasingtager undlader at tegne og opretholde forsikringer i henhold til § 11;
  12. Leasingtager undlader på anfordring at opfylde sin oplysningspligt i henhold til § 12.
  13. Leasingtager tilsidesætter én eller flere af sine forpligtelser til at sikre korrekt brugerregistrering i Motorregistret i henhold til § 2 a.

I de under pkt. 6 - 13 nævnte tilfælde kan aftalen kun hæves, såfremt leasingtager ikke senest otte dage efter at være blevet opfordret skriftligt hertil, har bragt misligholdelsen til ophør.